Når angsten melder sin ankomst #2

dd

Én følelse som fylder rigtig meget i mit liv
Èn følelse som kommer uanmeldt
Én følelse som jeg hader
Én følelse som er utrolig svær at håndtere
Én følelse der er svært at acceptere
Én følelse som ikke kun påvirker mig, men også mine nærmeste

Én følelse som også bliver kaldt angst

Hvis du ikke har læst første del, kan du læse den HER.

Jeg startede på min praktikplads d. 4. januar. Jeg var utrolig spændt. Hvordan ville det blive? Hvilke personer ville jeg møde? Ville det være svært? Sjovt? Spændende? Hvordan ville patienterne tage i mod mig?
Jeg mødte op, og personalet tog rigtig rigtig godt imod mig. Jeg blev introduceret til de forskellige ting og sager, og blev kastet ud i, hvordan det var at tage i mod patienterne – allerede utrolig spændende!
Sådan fortsatte det hele den første uge. Stille og roligt kom der flere og flere opgaver, som jeg lærte. Da jeg kom hjem fra arbejde var jeg træt, men havde også en ok fornemmelse i maven. Det var spændende for mig.
En uge efter, altså mandag d. 11. januar. Den dag glemmer jeg ikke.
Jeg mødte op som jeg havde gjort den sidste uge, og jeg kunne godt mærke, at det ikke lige var min dag.
Jeg var tæt på at bryde ud i gråd op til flere gange. De mindste ting gik mig på.
Jeg gik op til flere gange ud på toilettet, stod og kiggede på mig selv i spejlet, med tårer i øjnene… Fjerne tårerne, og gik ind til opgaverne igen. Dette gentog jeg nok omkring 6-7 gange i løbet af dagen. Jeg skrev til min mor og min kæreste, at det bare var en lorte dag, og jeg kunne snart ikke mere… Jeg sagde til mig selv: “Nu går du ind og siger det som det er til dine kollegaer!”. Men nej, det kunne jeg ikke få mig selv til. Jeg følte bare jeg var skør i hovedet, og jeg måtte bare tage mig sammen!
Jeg klarede den lange arbejdsdag.
Jeg fik min kæreste til at hente mig fra arbejde klokken 16, og da jeg satte mig ind i bilen brød jeg fuldstændig sammen. Jeg græd og græd og kunne ikke sige hvad jeg græd over… Jeg græd uafbrudt fra klokken 16-20. Jeg kunne slet ikke stoppe.
Natten til tirsdag, kunne jeg slet ikke finde ro i mig selv. Jeg var frustreret, men også træt fordi den lange og hårde dag, havde taget alle mine kræfter.  Jeg kunne bare ikke falde til ro og sove.
Tirsdag morgen kunne jeg mærke på mig selv, at jeg ikke kunne tage på arbejde. Jeg ringede op til arbejdet, om morgnen, og sagde, at jeg ikke kom på arbejde idag.

Part 3 af min historie kommer, når jeg lige finder overskuddet og tiden til det.

//Maja

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar